Det kan ikke passe. Godt nok kan politikere træffe mærkværdige beslutninger, men det her er alligevel helt uden for nummer, så det må være en misforståelse.

Det var min umiddelbare tanke, da jeg første gang hørte om den aftale, som regeringen og fagbevægelsen indgik i februar i år. Det var desværre ikke en misforståelse.
I ly af overenskomstforhandlingerne på statens område aftalte regeringen og fagbevægelsen, at sidstnævnte skal have 15 millioner kroner i statsstøtte. Hvorfor det er helt hen i vejret, vender jeg tilbage til.

Tys, tys
Først vil jeg lige sætte et par ord på selve præsentationen af aftalen – eller mangel på samme.
Ingen politikere har haft den store lyst til at forsvare eller forklare, hvorfor de ønsker at sende millioner af skattekroner til en fagbevægelse, som styrtbløder medlemmer. Det forstår jeg egentlig godt, for det er virkelig en aftale, der lugter fælt af fagforeningstyranni, forskelsbehandling og eksklusivaftaler.
Det er dybt kontroversielt, at lønmodtagere, der har meldt sig ud af 3F, fremover skal tvinges til at medfinansiere selvsamme 3F over skattebilletten.

Når nu ikke politikerne har sagt noget om aftalen, og medierne heller ikke har skrevet mange ord om den – hvor bliver man så klogere på indholdet? Jo, når man bladrer i aftalepapirerne, kan man i et fjernt bilag D se, at fagbevægelsen pr. 1. januar 2026 får 15 millioner kroner til at udvikle den danske model.
Millionerne skal konkret gå til at “forhandle, udvikle, vedligeholde og håndhæve” de overenskomster, som fagbevægelsen står for. Skattekronerne skal altså gå til at håndhæve overenskomster, som lønmodtagerne flygter fra.

3F og de øvrige fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er private foreninger. Hvorfor er det lige, at skatteborgerne skal medfinansiere dem? 

Medlemsflugt
Fagbevægelsen mister medlemmer i stort tal, og sådan har det været længe. Når man ser kurven over medlemsudviklingen de seneste mange år, ligner det en sort skiløjpe fra Alperne. Tilbagegangen burde få fagbevægelsen til at overveje, om ikke der er brug for nye og nutidige tanker i stedet for at gå tiggergang hos politikerne.     

Nogle vil sikkert mene, at 15 millioner er peanuts i det store spil, men der er det vigtigt at slå et par ting fast. For det første er der det rent principielle: Aftalen baner vej for en fagbevægelse på voksende statsstøtte, og det er bestemt ikke et sundhedstegn.
Hvordan skal fagbevægelsen sikre sin uafhængighed og varetage sin rolle, hvis den bliver mere og mere afhængig af skattekroner, som politikerne tildeler den. Man risikerer, at fagbevægelsen for at tækkes de politiske vinde bliver et ekko af Christiansborg, og det vil blot give Folketinget endnu mere magt over den danske model.       

Bare begyndelsen
For det andet er der det økonomiske aspekt: De 15 millioner kroner er bare begyndelsen. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvordan fagbevægelsen næste gang, der skal forhandles overenskomst, vil kræve endnu flere millioner.

Det fremgår af 3Fs regnskab for 2022, at fagforbundet har en svulmende egenkapital på den gode side af syv milliarder kroner. Mon ikke 3F og resten af FH kunne finde penge til at udvikle den danske model, hvis viljen var til stede?

Når vi taler om at udvikle den danske model, er det min klare opfordring, at fagbevægelsen ikke gør arbejdet til en lukket fest. Man bør derimod involvere alle gode kræfter, der er tilhængere af den danske model, så vi i fællesskab skaber en model, der svaret på fremtidens udfordringer. I Arbejdsgiverforeningen KA er vi naturligvis klar til at deltage aktivt i arbejdet.